Som mennesker er vi krop og sjæl - tanker og bevidsthed. Når vi dør, efterlader vi kroppen som et hylster og sjælen vender tilbage til den åndelige verden, hvor den kom fra.
Den åndelige verden er et sted, der er lige så ægte og levende, som vores fysiske verden.
Vores afdøde er kun en tanke væk og vi kan stadig kommunikere med dem. Der er ikke noget, der hedder ‘at være væk for evigt’, og ofte forsøger de afdøde at række ud til os og tilbyde os deres kærlighed og støtte.
Når vi lige er gået over på den anden side, så har vores ånd stadig en meget tæt tilknytning til de kære på jorden. Og ved kontakt til vores afdøde kan vi lære, at sjælen lever hinsides og hinsides tid.
I døden møder og genforenes vi som ånd med venner, familiemedlemmer og andre, der har haft betydning for os i den åndelige verden, og som vi har været sammen med på jorden. Det er et kærligt, smukt og glædeligt gensyn.
Vi er aldrig alene i den åndelige verden. Vi har masser omkring os.
Døden er som et skib, der sejler bort med en af vore kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde.
Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt ud i horisonten, der hvor himmel og hav mødes.
Vi ser på hinanden og siger “Nu er han væk”.
Men ligeså sikkert er det, at der på den anden side står nogen, der siger: “Se, der kommer han”.